Kogebogsforfatteren Artusi er inviteret på weekend på en herregård, hvor forretningsmænd og adelige mødes, men da en af gæsterne findes myrdet, må Artusi hjælpe med at opklare sagen. For læsere af historiske krimier.
Pellegrino Artusi var silkehandler og anerkendt kogebogsforfattter i Italien i år 1900. Marco Malvaldi bruger den ægte person som afsæt for denne krimi om, hvad der mon ville ske, hvis Artusi var indblandet i et mord og måtte bruge sin mad-ekspertise til at opklare sagen. På en herregård har manden Gazzolo samlet en række mennesker heriblandt Artusi, men også Aliyan - en repræsentant fra Osmannerriget, den usympatiske forretningsmand Bonci og hans smukke datter, Delia og ikke mindst D'Acona, der findes død i sit værelse og er et vigtig certifikat fattigere. Artusi undersøger, hvem der står bag sammen med en politikommissær - og alle har noget at skjule. Det er anden bog i serien om Artusi. Den første hedder En muggen affære.
Bogen er humoristisk og beskrivelserne af mad kan få alles tænder til at løbe i vand. Dog er sproget meget knudret og gammeldags, og der er mange svære ord. Der er henvisninger til nutiden, som når Artusi sammenlignes med en blogger, eller når Delia bliver sammenlignet med bassisten fra Kiss efter at have grædt. Der er forviklinger, og bogen skrider fint frem selvom karakterernes samtaler kan virke lidt kunstige.
En anden krimi hvor mad spiller en stor rolle er Mord på menuen, som dog foregår i vores tid.