"I løbet af pladen får Bai opbygget et persongalleri af navnløse individer med så genkendelige træk, at det kan være svært ikke at rødme. Men selvom, eller måske netop fordi, man kender alle personerne (især fra sig selv), kan det være svært ikke at ville høre mere. Man ønsker, at historien, der i øvrigt har en lækker instrumentaldel, skal fortsætte efter 11. nummer".