Indbydende, smuk bog om engle, der især henvender sig til kunst- og religionshistorisk interesserede. Det er en bog til bladring og fordybelse i de smukke billeder og religiøse tekster.
Den britiske forfatter er ikke før oversat til dansk, men har skrevet en del andre bøger om især gammeltestamentlige emner. Denne fortæller om en række aspekter ved engle, primært i kristen og jødisk tradition. Bogen er gennemill. med forskellige kunstneres englemotiver i billedkunst, skulptur, mosaik, kalkmaleri og ikoner - mere end 170 stk. if. bagsideteksten. Hvert værk er beskrevet i en note med oplysning om dets oprindelse og motiv. Bag i bogen er en fortegnelse over, hvor de enkelte værker har til huse. Der er over 100 citater fra Bibelen, forskellige religiøse skrifter og personer, alle sat med fremhævet skrift. Det hele bindes sammen med forfatterens artikler om engle, set fra forskellige indfaldsvinkler. Det beskedne format generer ikke billedoplevelsen, og der er anvendt en god, glittet papirkvalitet. Register til værker og billedtekster.
Fx Christine Astells Englenes univers kan minde om denne bog, men er mere en encyklopædi eller håndbog. Barkers bog består af nærmest lige dele kunst, englehistorie og religiøse citater, og dermed først og fremmest en bog til oplevelse.
Smuk bog om engle, set fra især kristen og jødisk tradition. Bogen rummer, foruden en grundig gennemgang af englenes univers, et righoldigt udvalg af kunstværker og citater til nydelse og fordybelse.