Drama om et dysfunktionelt forhold mellem en far og søn der rejser til Irland for at sprede moderens aske. For alle der holder af socialrealistiske dramaer.
Sean er en rodløs ung mand der sidder fængslet for biltyverier. Da hans mor dør af sygdom er hendes sidste ønske, at Sean og hans far Frank straks efter Seans løsladelse, skal tage til Irland og sprede hendes aske ved en helt bestemt og afsidesliggende sø. Sammen tager de afsted, men rejsen besværliggøres af at Sean og Frank er meget fremmedgjorte i forholdet til hinanden. I mødet med den irske folkesjæl og Annas familie og venner, bliver rejsen dog hurtigt til en dannelsesrejse for dem begge.
Det er en fin lille historie om store emner. Far- og søn-forholdet, og hvordan man kommunikerer på tværs af generationer og livsanskuelser behandles vedkommende. Også tematikken om hvor godt man egentligt kender hinanden, selvom man har været gift i 30 år, vil være genkendelig for publikum.
Filmen placerer sig i samme kategori som film af fx Mike Leigh og Ken Loach, uden dog at have førstnævntes humor eller sidstnævntes socialrealistiske sortsyn. Her er vi lidt mere i feelgood-genren, uden at det dog bliver uvedkommende, og fans af Leigh og Loach vil også få udbytte af denne film.