En rigtig tåreperser om Martina, hvis mor bliver dræbt ved en bilulykke kort før jul. Både jeg og min 10-årige medlektør fik klumper i halsen og våde øjne under den knugende læsning. For én ting er, at mødre ikke må dø, men børn må sandelig heller ikke gå så alene med sorgen, som Martina gør. Denne svenske bog følger Martina og hendes far det første år efter ulykken. Han har nok i sin egen sorg, og Martina flygter ind i en drømmeverden, hvor hun fornægter sin mors død. Hun tror, at hvis hun er dygtig og ikke græder, så kommer moren tilbage. Så Martina græder ikke, vil ikke snakke om det, vil ikke lege og slet ikke holde af den hund, hun får til trøst. Hun sidder bare foran sin mors gamle dukkehus og forestiller sig, at moren bor derinde. Først da hun selv lige er ved at blive kørt over, får hun lukket op for sorgen og tårene, så hun kan komme videre. Det er ikke en bog, som man lige lægger fra sig. Teknisk er den ikke svær, men det er svært at forstå, at hun reagerer sådan og får så lidt hjælp. Et klart eksempel på hvordan sorgarbejde ikke skal gøres. En god bog at snakke ud fra, eller til piger fra 10 år, som kan lide sørgelige bøger. Sigende forside af en trist og ensom pige. 99/43 udkom Er du rigtig klog, Vilde-Samuel? af samme forfatter.