Et tilløb til en satire, der kunne have været mere bidende, er denne roman om dagens Danmark og om gennemsnitsdanskeren Carl Kristian Andersen som typen på den, der i eet og alt lader sig lede uden selvstændig tænkning såvel i de indenrigske som i de udenrigske spørgsmål. Det er navnlig forsvaret, hjemmeværnet og efterretningstjenesten, der langes ud efter i denne bog, der ikke er litteratur, men dog som et tidens tegn, et indlæg i den aktuelle debat på en særpræget måde, kan forsvares i biblioteker.