ERINDRINGENS ÆSTETIK indkredser og markerer centrale aspekter af det æstetiskes betydning for vores erindring. Det æstetiske holder fortiden i live og gør den nærværende – det får os til at relatere til den og forbinde den med vores nutid. Kunsten og det æstetiske kan medvirke til at integrere elementer i erindringen, som ellers er oversete eller utilgængelige, tillægge disse betydning og herved være med til at forme og omforme vores opfattelse af fortiden. Det centrale spørgsmål er ikke længere kun: Hvad skete der? Men også hvordan blev begivenheden erfaret? Hvordan erindres den? Og hvordan gives den videre til efterfølgende generationer?