Bogen henvender sig til voksne læsere med interesse for dansk historie og skulptur.
I bogen deles mindesmærker op i emnegrupper som monumenter for personer, krige, hedeopdyrkning m.m., som kan findes spredt rundt i hele landet og rejst gennem flere århundreder. På 17 Danmarks-kort vises over 1000 mindesmærkers placering, og en række udvalgte steder beskrives uddybende. Hele kulturen omkring rejsning af mindesmærker beskrives detaljeret set i sammenhæng med de forskellige tider og deres begivenheder, magtforhold og lokale detaljer. Rigt illustreret med gamle fotos og gode nutidige farvebilleder, der fanger mange deltaljer og stemninger. Layout, papir og tryk i højeste kvalitet. De mindesmærker, som er medtaget i bogen, finder forfatteren er de vigtigste. Der findes mange flere, som må søges fx i udgivelser om mindesmærker i et lokalområde, eller som landsdækkende beskriver mindesmærker med bestemte emner. Endvidere kan man bruge www.kulturarv.dk/nationale-mindesmaerker, som er en næsten fuldstændig fortegnelse over mindesmærker rejst i Danmark 1830-2000, en kilde som denne bog har bygget videre på og uddyber med sit udvalg.
Der findes en lang række bøger om mindesmærker lokalt, eller landsdækkende med udvalgte temaer som fx krigsmindesmærker, men ikke en så stor landsdækkende beskrivelse. Bogen medtager dog ikke alle, så her må man bruge de andre udgivelser.
Et stort værk om over 1000 udvalgte mindesmærker i Danmark med uddybende beskrivelser af et udvalg set i sammenhæng med historie og samfundsforhold.