Bogen blev Dea Trier Mørchs sidste og er et efterladt romanfragment af den roman hun ikke nåede at gøre helt færdig. Romanfragmentet består af de mest gennemarbejdede kapitler af den ufuldendte roman. Hovedperson er den midaldrende Esteban, let melankolsk kunstmaler af den mere beskedne slags, uden de voldsomme strøg, men med en udstilling i ny og næ. Hverken hans karriere eller kærlighedsliv er noget særligt. Sin uddannelse fik han bl.a. i Sovjet og han færdes nu hjemmevant, men stilfærdigt i et københavnsk, venstreorienteret kunstnermiljø i starten af 1990'erne. Her er ex-kærester, børn, venner, bekendte og kunstnere og ikke mindst den krushårede cubanske kvinde som Esteban er lun på. Historiens "røde tråd" er da han og en gruppe kunstnervenner loves et jobprojekt i Spanien, hvor de skal male mure. Ellers er der spredte betragtninger om Estebans jødiske baggrund, antisemitismen og kommunismen. Det er så absolut spredte fragmenter til en roman, der desværre aldrig blev helt færdig. Det er en skam, men fragmenterne giver en ganske god miljøbeskrivelse og et varmt portræt af det kunstnermiljø som Dea Trier Mørch havde så levende indsigt i.