Den nordøstgrønlandske slædepatrulje Sirius havde 50-års jubilæum i 2000. Patruljen er efterhånden velbeskrevet, ligesom der er flere bøger om ekspeditioner, fangstmænd og natur i området. I forbindelse med jubilæet har Odder Museum i 2002 arrangeret en udstilling og udgivet Et andet Sirius. Bidragyderne til bogen er folk der på forskellig måde har haft tilknytning til slædepatruljen: læge, tandlæge, teletekniker, pilot, folk fra forsvaret. Desuden journalister der har beskrevet Sirius, bl.a. Jørgen Bjerre hvis bog fra 1980 om Sirius sidst er blevet genudgivet i 1999. Desuden er der uddrag af dagbøger fra et par slædehold. Der gives en kort præsentation af forfatterne og af patruljens chefer. De mange personlige bidrag leder tanken hen på en slags gæstebog hvor "gæsterne" har nedfældet deres personlige indtryk og oplevelser. Stort og småt mellem hinanden - nogle bidrag mere velskrevne end andre, nogle mere interessante end andre, men alt i alt får man et meget godt indtryk af stedet og nogle gode historier. Måske ikke så meget nyt, men man kommer godt rundt om emnet. Dertil kommer de mange flotte farvefotos.