For piger fra 14 år med nerver til at følge opklaringen af et tragisk mord på en skolepige der kunne være dem selv eller deres bedste veninde. Voksne der kan lide en letlæst krimi kan læse med.
Den norske forfatter Kjetil Johnsen har tidligere fået udgivet serien Hjerteflimmer. Ligesom disse udkommer bøgerne i denne nye serie hurtigt efter hinanden, hvilket giver en stejl spændingskurve. De to første titler i serien Veninder udkommer samtidigt. Det starter med en idyl der dog hurtigt splintres, da de to unge der vil bade i skovsøen finder et kvindelig indpakket i plastik. Tiden bliver spolet tilbage, læseren ved at den døde er en af veninderne Dina, Beate, Trine og Nora, men hvem det er afsløres sandsynligvis først i femte og sidste bind. Forfatterens fortid som journalist afspejles i det rappe, letlæste sprog og i den måde spændingen er opbygget fra første side. Bøgerne begynder med en kort præsentation af de fire veninder, de er hver især prototyper på helt almindelige teenagere som mere eller mindre tilfældigt hvirvles ind i et net af intriger med bl.a. en ualmindeligt ondskabsfuld lærer som katalysator. Bind to indeholder et kort resume, men bøgerne er bedst læst i rækkefølge.
En krimi for unge hvor emnet er et brutalt mord er lidt usædvanlig. Forlagsmeddelelsen siger Twin Peaks, men det er tvivlsomt hvor mange i målgruppen, der kender den serie.
Nedtælling til mord. Dag for dag, kapitel for kapitel. Spændende, letlæste bøger der kryber ind under huden.