Et glas mælk, tak

Titlens uskyld står i skærende kontrast til historien, for Wassmo er tilbage med en rå og ubærlig virkelighed. Den 15-årige Dorte lever med sin mor og søster på eksistensminimum i Litauen. Naivt og lidt tilfældigt lader hun sig lokke til et 3 måneders caféjob i Sverige. Den anden dag på turen bliver hun voldtaget og mishandlet med en rædselsvækkende brutalitet af 5 mænd. Hun bliver solgt til Norge og "ordnede" forhold, men må senere selv finde sine kunder. Historien ender med et håb, men til hvad? Man tror på det meste i Wassmos bog. De psykologiske mekanismer som handlerne, ejerne og brugerne benytter sig af, ensomheden, angsten, også for myndighederne, uvisheden og arbejdet, som er grænseoverskridende hver gang. Dorte holder sig svævende i sine erindringer og samtaler med sin døde far, men de psykiske traumer har sat sig. Man fornemmer, at Wassmos drive er historiens nødvendighed mere end det litterære, og derfor har hendes metaforer og symbolik ikke helt den tilsigtede effekt, men bremser efter min mening noget af bogens flow. Hun vil gerne fortælle det hele, det konstruerede lurer flere steder, og mindre kunne have gjort det. Der skal en god portion vilje til at læse videre efter de første 100 sider, så forfærdeligt er det, men Wassmos nødvendighed bliver også læserens. Emnet er aktuelt og Wassmo vil givet få nye læsere foruden de mange, hun allerede har.

Read the full assessment

Unge piger, der bliver lokket til vesten med løfte om arbejde, men ender som prostituerede, er det meget ubehagelige, men påtrængende emne for Herbjørg Wassmos nye roman. "Nej, det må ikke være sandt"...

Read review