Books / fiction for children / roman

Et hjerte af is


Description


Fantasy. Maro er taget ud på en farlig færd med sine venner Unda og Ervin. De skal skaffe ingredienser til en magisk drik, bl.a. drageblod og ishonning fra de livsfarlige isbier. Men den uhyggelige Skyggemester er lige i hælene på dem.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 5. Sep. 2014

By

By

Vera Hollerup

d. 5. Sep. 2014

Denne bog, der er tredje bind i serien Maros rejse, henvender sig til de 9-12-årige fantasy-fans, der foretrækker en let læst bog. Den flotte og dramatiske forside signalerer tydeligt eventyr og fantasy.

Den unge Maro er på en farlig færd med sine venner Unda og Ervin. Han skal fremskaffe den eftertragtede ishonning fra de livsfarlige isbier til kong Edric, der ellers vil bortgifte Maros ældre søster til en gammel mand. Ishonningen er en af de tre ingredienser, der skal bruges til den onde kong Edrics magiske drik. De øvrige ingredienser er drageblod og Undas hjerte. Det er en rigtig fin lille fantasybog, der er let at gå til, hvad angår læsbarhed og indhold. Plottet er klassisk fantasy med de obligatoriske ingredienser. Sproget er godt, og den dialogrige tekst er flydende og mundret. Teksten understøttes på smukkeste vis af elegante tusch-tegninger, der virker inspireret af både manga og Hal Foster. For at få fuldt udbytte af bogen bør man dog have læst de to forrige bind. Forrest i bogen er der det klassiske kort over de beskrevne lokaliteter samt et flot og stilfuldt billedgalleri af bogens vigtigste personer.

Læserne af denne bog vil også få glæde af fantasyserien Drageridderne af samme forfatter og tegner. Emily Roddas fantasyserie om landet Deltora vil også tiltale samme målgruppe. Deltora-serien har dog mere præg af triviallitteratur.

En rigtig fin fantasybog for målgruppen. Bogen er meget indbydende med sit læsevenlige layout og elegante illustrationer.