Bogen henvender sig bredt til alle, der interesserer sig for dansk kunst og forlagsvirksomhed og kan goutere velplejet prosa og det litterære portræt.
Forlæggeren Hans Jørgen Brøndum (f. 1940) er kraften bag den originale forlagsvirksomhed Brøndum, der bl.a. har været fortjenstfuld ved at bringe hvad man kunne kalde en række lykkelige møder mellem ord- og billedkunst i stand. At Brøndum også er en fremragende iagttager og skribent, beviser disse erindringer, hvor forfatteren primært portrætterer folk, kendte som ukendte, som han har truffet gennem livet. Blandt de mindre kendte er farmoderen og onkel Helge og ikke at forglemme Nålen, der nu får ristet en rune for deres fascinerende særpræg. Blandt de absolut kendte er tv-manden Ole Braunstein og verdensstjernen Mstislav Rostropovitj, der blev kraftigt tiltrukket af kvinden i Brøndums liv, Iselin C. Hermann. Det kommer der en historie ud af. Blandt disse portrætter står små næsten magiske erindringer om spontan hjælp og godhed uden ønske om vinding. Det er meget fint i en meget velskrevet, velpointeret og også munter erindringsbog.
Brøndum har tidl. udsendt I en kælder sort som kul, 2006, om livet i forlags-kælderen, også med mange fine portrætter, og det nye værk kan fuldt ud anvendes som forgængeren.
Et fint og begavet erindringsværk fra en enestående personlighed, der her delagtiggør læserne i sin rige livsfylde. Det er erindringskunst på højt niveau, og rækken må inderligt gerne fortsættes.