Et omvendt spejl

For denne læser, som er 5 år ældre end forfatteren, er romanens ene del ren nostalgisk fryd. Fortælleren erindrer sin barndom i 50'erne og 60'erne, og lige præcist sådan var det: Det første fjernsyn, is & sommer, soldragt, rabarbergrød... Små korte erindringsglimt, som i romanens begyndelse giver et billede af en mellemlags "gennemsnits"-50'ere opvækst med en "gennemsnits", lettere fraværende far. Romanens anden del foregår i nutiden, hvor den kvindelige fortæller følger sin fars fremadstormende cancer. Efterhånden som erindringsglimtene skrider frem, forrykkes billedet af faderen. Han var en fremtrædende pædagog, som bag den charmerende fascade, gemmer en egoistisk og brutal umodenhed, som også kommer til udtryk under hans sygdom. Fortælleren gør i forløbet op med rollen som Den Gode Datter på samme nøgterne og usemtimentale måde som hele romanen er skrevet. Det er en på alle måder vellykket roman, som på fornemste vis lidt efter lidt udvider sig fra præcist sanset nostalgi til et diskret lille kvinde- og generationsopgør.

Read the full assessment