Michel de Montaigne er et rigtigt renæssancemenneske. Han levede 1533-1592, var adelsmand, borgmester i Bordeaux, men først og fremmest kendt for sine Essais. Gennem de 107 essays i ni bind afslørede han med udgangspunkt i sig selv en livsvisdom og klogskab, som alle kunne forstå. Han blev hermed ophavsmand til essaygenren, der kan oversættes ved prøve, forsøg, skitse eller lign. Bredal har skrevet en velkomponeret og gennemresearchet bog, faktisk ti essays, om mennesket Montaigne. Bogen er både en biografi og en bog om renæssancen, og gennem beskrivelsen af Montaigne folder renæssancemennesket sig ud bl.a. som en individualistisk, selvbevidst mand, der ser verden ud fra sit eget perspektiv kort sagt: Mennesket sættes i centrum! Montaigne var på en lang studierejse til Italien og herom har Bredal udgivet en anden bog Italiensrejse (2005), som med udbytte kan læses sammen med denne bog. Et renæssancemenneske er en velskrevet og sprudlende bog, som det er en stor fornøjelse at læse. Hertil kommer, at den er overdådigt forsynet med illustrationer af kunst fra renæssancen (Bruegel, Dürer, Vasari osv.) Behøver man at nævne at 2006 er udnævnt til renæssanceår?.