Essayistisk debatbog om hvorfor nutidens Europa er så anderledes end resten af verden. For historie- og samfundsinteresserede.
Professor i statskundskab Jørgen Møllers gennemgående tese er at der siden middelalderen har eksisteret uafhængige samfundsgrupper som modvægt og til at afbalancere magthaverne: kirke, adel og byer. Dette har skabt såvel splittelse som samling de seneste 1000 år. Men uanset hvad har det også skabt forudsætningerne for middelalderens tyske, spanske og engelske parlamenter. Dette til forskel fra andre dele af verden som Rusland og Kina. Og til forskel fra korte perioder som fx Danmark under enevælden.
Som de over 40 andre titler i serien "Tænkepauser" fra Århus Universitetsforlag er bogen opbygget over få, men inspirerende og delvis provokerende pointer. Hvilket er i tråd med seriens formål med at skabe eftertanke og videre studium af temaet. Sprogligt er bogen let forståelig og stilen essayistisk. På grund af det store tidsspænd fremstår teorien dog noget generaliserende.
I forhold til andre i serien fremstår denne bogs tese mere vovet i kraft af det enorme emne- og tidsområde: Verdenshistorien og mekanismerne bagved gennem 1000 år. Dette sammen med bogens beskedne omfang gør det også umuligt at finde andre lignende bøger om emnet.