Books / fiction for children / roman

Eva og Adam - at være eller ikke være - kærester


Description


Adam og Eva er 13 år. De er lige begyndt at komme sammen. Men betyder det, at de skal have samme interesser, være sammen altid og ikke må have andre venner - og slet ikke af modsat køn? Findes også som tegneserie.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 10. Mar. 1997

By

By

Hans-Christian Uth (skole)

d. 10. Mar. 1997

Endnu et pletskud fra Måns Gahrton til de 12-13 årige. Vi har tidlige mødt Eva og Adam - både i tegneserie- og romanform. Denne gang er det romanformen, og igen er det lykkedes at strikke en vedkommende, morsom og lærerig historie sammen. Eva og Adam har nået punktet, hvor venskab bliver til kærlighed - og det er ikke det bare sjov! Hvordan holder man hånd, og hvordan er det egentlig man gør med tungen, når man kysser? Forældre og søskende har aldrig været så håbløse, som de er, når man har kærestebesøg. Hvorfor skal man ikke være sammen om alt, når man kommer sammen? Er det legalt, at have forskellige interesser? Hvorfor styrer man pludselig ikke selv sine ord og tanker? Man har mødt jalousien. Heldigvis har Eva sin Anna og Adam sin Alexander: bedste-venner, der forstår alting. Johan Unenges enkle men rammende illustrationer tilfører historien den ekstra dimension, der får ungerne til selv at gribe bogen, og Gahrtons troværdige sprogbrug vil få enhver læser til at hænge på. Kan varmt anbefales til begge køns fritidslæsning. Bogen kan læses uafhængigt af tidligere titler, men udbyttet bliver da ikke mindre, hvis man kender Eva og Adam i forvejen.


The libraries' assessment

d. 10. Mar. 1997

By

By

Ulla Møller

d. 10. Mar. 1997

En roman kan blive til en tegneserie; en tegneserie kan også blive til en roman, det har makkerparret Gahrton og Unenge bevist med bogen Adam & Eva - kærlighed og kammerater, baseret på albummet Eva & Adam. Nu gentages succesen med denne titel, baseret på 2. album i serien om Adam og Eva. I tegneserien skaber samspillet mellem personernes udtryk og kropssprog, sammen med tale- og tankebobler fortællingen. Romanformen nødvendiggør lidt flere forklaringer, men også her understøttes teksten af de morsomme illustrationer. Fortællesynsvinklen skifter i hvert kapitel og illustrerer, hvor forskelligt de to køn oplever tingene. Eva's afsnit indledes: "Da Eva var lille...", som udtryk for en længsel efter barndommens uskyldstilstand. Det er en sød, sjov og letlæst historie om den allerførste kærlighed, som to 13-årige oplever den. For som Adam sagde ved slutningen af bind 1 "Hvad gør man egentlig, når man kommer sammen". Betyder det, at man skal have samme interesseser, være sammen altid, ikke have andre venner og da slet ikke af modsat køn. I hvertfald dukker jalousiens grønøjede djævel op, da Eva begynder at interessere sig for teater - og Sebastian. Men der er happy end, hvilket vil glæde 10-14-årige romantikere m/k, der kan genkende sig selv, deres kammerater og hverdag.