Smuk og tilgængelig kagebog med opskrifter på kager, der for de flestes vedkommende består af en bund, fyld og topping/pynt. Til alle kagebagere og -elskere - både nybegyndere og mere erfarne.
Opskrifterne er kategoriseret i fx "Kager med bund og creme", "Skærekager og lagkager" og "Cheesecakes". Bagerst i bogen findes et register. De fleste af kagerne skabes via en såkaldt tre-komponent-formel, således at man guides gennem bund-, fyld- og topping-frembringelsen. Indledningsvis gives der gode råd om basisingredienser og køkkenudstyr, og alle opskrifter er forsynet med en lille anekdote eller forfatternes tanker bag den givne kage. Mange af kagerne er glutenfri, men det er ikke en helse-kagebog. Forfatterne er mor og søn, som sammen driver Café André i Helsingør.
En helt fantastisk kagebog, som både er inspirerende og lettilgængelig. På alle leder dejlig usnobbet og ærlig. Fx i omgangen med køkkenremedier: En billig springform er nøjagtig lige så god som en dyr. Opskrifterne er udførlige og præcis, og ingredienserne er alle nemme at skaffe. Stilen er klart mere Camilla Plum end Mette Blomsterberg, da kagerne emmer af naturlighed og et rustikt udtryk. Det er ren kage-kærlighed!.
Stilmæssigt minder kagerne om dem, man kan finde i Camilla Plums Helt i kage, bl.a. fordi begge gør meget ud af at pynte med spiselige blomster.