Everyday robots

"Tekstmæssigt er facadespillet forstummet, og Albarn er ude i en funderende optrevling af opvæksten, og det er måske netop tilbageblikket på fortidens simple trummerum, der flere gange får sangeren til at påtale det moderne menneskes hang til at leve deres liv via intelligente telefoner, deraf albumtitlen, for er vi alle blot hverdagsrobotter? Musikalsk er det også en ret melankolsk omgang, holdt i en koncis tone, der derfor minder mest om The Good, The Bad & The Queen, hvis der skal drages paralleller til bagkataloget".

"Tekstmæssigt er facadespillet forstummet, og Albarn er ude i en funderende optrevling af opvæksten, og det er måske netop tilbageblikket på fortidens simple trummerum, der flere gange får sangeren til at påtale det moderne menneskes hang til at leve deres liv via intelligente telefoner, deraf albumtitlen, for er vi alle blot hverdagsrobotter? Musikalsk er det også en ret melankolsk omgang, holdt i en koncis tone, der derfor minder mest om The Good, The Bad & The Queen, hvis der skal drages paralleller til bagkataloget".

"Den akustiske guitar er indspillet så nært, at fingrenes bevægelser kan anes, bassen dunker i hjerterytmer, og der er sagte baggrundslyde af alt fra legende børn til bremsende tog og knirkende både. Enkelte steder er der souvenirs fra hans kosmopolitiske musikbagage i form af ukulele og afrikanske trommer, men de fleste numre holdes i en blå grundtone af britisk melankoli. Heldigvis. For de fungerer langt bedre end de muntre indslag på pladen og passer perfekt til Damon Albarns vokal, der er mere lavmælt og afmålt end normalt, men står så stærkt som nogensinde".

Read review

"Når Damon Albarn vender timeglasset på hovedet, er det til lyden af sjælfulde melodier og i et næsten knirkende tempo, der til tider minder om et veterantogs rytmik - og ude af trit med nutiden laver sine egne ormehuller. For udviklingen har bekymret Albarn, lige siden han gav britpoppen poetisk slagkraft med sine betragtninger om det moderne liv. Nu er det teknologien, der giver Albarn panderynker, mens han over titelnummerets langsomme mekanik-funk konstaterer: »We are everyday robots on our phones/in the process of getting home/looking like standing stones«. Fulgt op af krydringen mellem hjertets rytmeforstyrrelser og teknologiens vigtigste knap: »Arrhythmia, accepting that you live/with uncertainty/if you're lonely, press play«. Men udsigten til, at vores sanser opløses i robotternes binære kombinationer, fører ikke til radikale reaktioner og maskinstormerens vrede. Albarn resignerer blot. Som om han godt ved, at udviklingen heller ikke kan bremses denne gang".

Read review

"Damon Albarns første album i eget navn er en afdæmpet og eftertænksom sag, der viser mere personlige sider af hans mangesidede talent".

Read review

"Den akustiske guitar er indspillet så nært, at fingrenes bevægelser kan anes, bassen dunker i hjerterytmer, og der er sagte baggrundslyde af alt fra legende børn til bremsende tog og knirkende både. Enkelte steder er der souvenirs fra hans kosmopolitiske musikbagage i form af ukulele og afrikanske trommer, men de fleste numre holdes i en blå grundtone af britisk melankoli. Heldigvis. For de fungerer langt bedre end de muntre indslag på pladen og passer perfekt til Damon Albarns vokal, der er mere lavmælt og afmålt end normalt, men står så stærkt som nogensinde".

Read review

"Damon Albarns første album i eget navn er en afdæmpet og eftertænksom sag, der viser mere personlige sider af hans mangesidede talent".

Read review

"Når Damon Albarn vender timeglasset på hovedet, er det til lyden af sjælfulde melodier og i et næsten knirkende tempo, der til tider minder om et veterantogs rytmik - og ude af trit med nutiden laver sine egne ormehuller. For udviklingen har bekymret Albarn, lige siden han gav britpoppen poetisk slagkraft med sine betragtninger om det moderne liv. Nu er det teknologien, der giver Albarn panderynker, mens han over titelnummerets langsomme mekanik-funk konstaterer: »We are everyday robots on our phones/in the process of getting home/looking like standing stones«. Fulgt op af krydringen mellem hjertets rytmeforstyrrelser og teknologiens vigtigste knap: »Arrhythmia, accepting that you live/with uncertainty/if you're lonely, press play«. Men udsigten til, at vores sanser opløses i robotternes binære kombinationer, fører ikke til radikale reaktioner og maskinstormerens vrede. Albarn resignerer blot. Som om han godt ved, at udviklingen heller ikke kan bremses denne gang".

Read review