Til alle, der nyder BBC Natures flotte naturdokumentarer. Kan ses af børn fra ca. 11 år og deres voksne.
En spændende dokumentarfilm om det, der sker i naturen og blandt mennesker, når ulven melder sin tilbagekomst på det nordamerikanske kontinent. Filmen, der er i to dele, handler om et forskerteam af biologer og ulveeksperter, der sætter sig for at kortlægge en canadisk ulvefloks bevægelser og adfærdsmønster, efter de har krydset grænsen til USA i de storslåede Cascade-bjerge. Har de nytilkomne ulve en chance for at overleve, hvad sker der med de lokale, når ulven generobrer gammelt territorium og hvilke vidtrækkende konsekvenser får flokkens tilstedeværelse for områdets indbyggere og øvrige dyreliv? Det er en smukt filmet fortælling om et vildt rovdyr, men også en fortælling om det spændingsfelt, der opstår mellem fanatiske ulvehadere og entusiastiske naturforskere.
Med sit fokus på ulvens tilbagevenden i USA minder denne naturfilm om dokumentaren Wolves fra 2012, der beskriver hvordan ulve, efter 70 års fravær, genudsættes i nationalparken Yellowstone. Rovdyr - ulve, prærieulve, dingoer, 2008 og Ulven, 2003 er faktafilm om ulve, deres levevis og kendetegn.
En spændende dokumentarfilm om ulves tilbagevenden til det nordamerikanske kontinent. En film om deres kamp for at overleve i nyt territorium og om den indgroede konflikt mellem mennesker og rovdyr. For alle naturglade børn og voksne fra ca. 11 år.