"Det er nærmest en slags rave-version af Spinal Tap-guitaristen Nigel Tufnels "this one goes to 11"-credo. Den grundlæggende ret tungrøvede og ensidige rytmik formår på særeste vis at trække energien ud af de larmende tracks, og allerværst lyder det på Barely Standing, hvor Diplo har fået hjælp af dubstep-produceren Datsik til at lyde mere som Skrillex, og verden har altså lige så meget brug for mere Skrillex, som postkontorer har brug for mere miltbrand".