Denne frilæsningsbog, der er 3. del i fodboldserien om F.C. Ørnevej, henvender sig primært til fodbold- og sportsinteresserede fra 10 år/ 4.-5. klasse.
Endnu en lille episode om Ørnene - de 3 fodboldvenner Andy, Gusse og Sander, der tegner holdet F.C. Ørnevej. Elite-Cup 3 skal arrangeres, men for Gusse er der også andre ting, der trænger sig på. Martin er også lun på Mia, så Gustav prøver at holde Martin udenfor forberedelserne, hvor Mia også deltager. Det forårsager flere forviklinger. Heldigvis ender alting godt. F.C. Martin vinder Elite Cup 3, mens Gusse vinder Mias hjerte. Bogens handling er gennemgående spændende. Den har et let og flydende sprog, og læserne vil identificere sig med bogens hovedpersoner - de er, som børn på samme alder, venner og til tider lidt jaloux konkurrenter. Bogens layout ligner seriens øvrige. Bogen er illustreret af Lars Gabel. Omslaget viser bogens indhold - 3 fodbolddrenge, klar til fløjten lyder, og på bagsiden går Gusse og Mia hånd i hånd.
Bogen ligner de første to bind i serien om F.C. Ørnevej. Indholdsmæssigt kan den sammenlignes med en nyligt udkommet Venner for evigt, i serien Mads Madsen fortæller, hvor samme problematik med et trekløver - men kun en pige rumsterer. Den er dog en del lettere at læse.
Bogen er et godt bud på en vedkommende skønlitterær bog for sportsinteresserede - til læsetræning og frilæsning - og dem kan vi ikke få nok af.