Vi kender Fatima, hendes familie og miljø, en muslimsk bjerglandsby i Yemen, fra Fatima fra 1997. Her mødte vi også den danske sygeplejerske Katrine, der blev ven med Fatima og hendes mor. Fatima er nu 9 år, og for at tjene penge til den eftertragtede skolegang, får hun lov at gøre rent på hospitalet. Fatima bliver her vidne til en ung piges tragedie, da hun må efterlade sit uægte barn udenfor sygehuset. Også moderens hårde fødsel, lillebroderens sygdom, de aftalte ægteskaber og den snærende kønsmoral med sladder og bagvaskelse gør Fatima tidligt moden, og skaber en konflikt i hende ved mødet med den europæiske kultur. I bogens sidste del er hun 11 år og opnår ved sin resolutte og modne optræden i flere kritiske situationer, at Katrine vil søge myndighederne om penge, så Fatima kan blive sygeplejerske. Det er en velfortalt og tankevækkende historie om et meget anderledes pigeliv. Slutningen virker lidt påklistret, og forsiden er desværre en stiv og kedelig tegning af en pige, men ellers er gensynet med Fatima en god oplevelse for især piger fra 10 år.