En stabil økonomi giver mere overskud i dagligdagen - men hvordan er det nu lige at man undgår at klatte pengene væk eller ende med en masse dyre lånearrangementer? Fx ved at følge vejledningerne her. Undertitlen Børnefamilien skal ikke forstås sådan at man her kan se hvad det koster at have børn. Men for børnefamilier er det ekstra vigtigt at have en sund økonomi - det er dyrt at have børn, og det kan være ødelæggende for et godt familieliv med en anstrengt økonomi. Her er gode råd til styring af privatøkonomien. Hvordan bruger man sin bank, hvilke tilskud (specielt ydelser til børnefamilien) har man ret til? Hvad er grundlaget for beskatningsreglerne, for forsikringer og pensionsopsparing. Hvordan er man stillet i tilfælde af død eller skilsmisse - hvis man er gift eller hvis man lever papirløst. Boligøkonomi behandles ikke. Supplerende materiale kan ses på www.dr.dk/penge. Andre titler er den noget fyldigere Sund økonomi og pjecen God økonomi fra Forbrugerinformationen, begge af Lisbeth Nebelong, begge fra 2000. Få styr på pengene er en nem og overskuelig oversigt - også anvendelig for folk uden børn.