Bogen henvender sig interesserede i klima- og samfundsdebat.
Tor Nørretranders har skrevet snesevis af holdningsbøger, senest Vild verden, 2010. Her giver han passioneret udtryk for sin opfattelse af vejen ud af klimakrisen gennem en tro på det bedste i mennesket. Her flankeret af handlingens Søren Hermansen. Han er husmand og leder af Samsø Energiakademi. Bogens kapitler skifter mellem de to. Nørretranders skriver det globale teoretiske stof, mens Hermansen fortæller om konkrete lokale erfaringer ("eksempler"). Bogens gennemgående tema er "fælled-skaber": Lokale enheder som skaber livskvalitet omkring et fælles emne, her løsning af klodens miljøproblem. Budskabet er, at lokalt skabes vedvarende energi uden om "hovedkvarternes" teknologiske logik. Udgangspunktet er bl.a. tro på frivillighed, forstand, menneskets klogskab, selvforvaltning, glæde som drivkraft, handling i fælles interesse og decentralisering. Samsø og øens energiproduktion fremføres som bevis på dette. Teoretisk nævnes spilteori, eksperimentel økonomi og teorier om, hvor store fællesskaber kan være. Bogen er sprogligt og indholdsmæssigt let forståelig.
Siden klimatopmødet i København 2009 er kommet over en snes bøger med løsninger på klimaændringerne. Tæt på denne er fx Vores mad og det globale klima, 2010, Friedmann Klimaets tidsalder, 2009, og Jørgensen Grønt håb, 2010.
Debatbog med teoretisk og praktisk bud på hvordan menneskeheden overlever klimakrisen.