Historisk interesserede i emnerne politiet, Nørrebro og København er de centrale læsere af denne lille bog.
Forfatteren har lavet en del bøger om især besættelsestidens historie. Formidlingsdelen er således i gode hænder, og det har hjulpet en del i forhold til første udgave af hæftet. Foruden at være "et tidsbillede af en bygning (Politimuseet) og en bydel (Nørrebro)" bringer bogen et godt indblik i politietatens historie især i perioden 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet. Bogen er udgivet af Politimuseet og formidler således både etatens og husets historie samt i nogen grad bydelens. Emnerne dækkes fint nok til en første introduktion og som en udvidet introduktion til baggrunden for Politimuseet - og interessant læsning. Fint illustreret, men flere billeder er uden datering. Afsluttes med flere farvesider fra det interessante museum.
Politihistorien er grundigere beskrevet i fx Flemming Jarlskov Lov og orden, Nørrebros i flere værker og Politimuseets i første og meget mindre udgave af dette hæfte Fælledvejens politistation, 2009, men som blanding fungerer hæftet som god introduktion til de sammenhængende emner.
Som kort introduktion til flere sammenhængende emner - Politimuseet, politietaten, og Nørrebro - er den lille bog interessant læsning, men dybere historiske oplysninger skal findes andre steder.