Fagbogen henvender sig til elever fra slutningen af 1. klasse til 3. klasse, hvor den kan bruges til emnearbejde om Færøerne eller til faglig læsning.
Peter Bering er kendt for mange letlæste fagbøger. Bogen indeholder beskrivelser af de særlige kendetegn, der gælder for Færøerne. En beskrivelse af landets udseende, 18 øer, hovedstad, historie, dyreliv, erhverv og andre emner berøres på det niveau, der passer til målgruppen. Billederne illustrerer fint de beskrevne områder og virker derfor udvidende for forståelsen af indholdet. Teksten er let at læse, og ukendte begreber er markeret med gult i teksten og forklaret i margen. Teksten har lix 12. Bogen har indholdsfortegnelse og bagest er der faktaafsnit, liste med supplerende læremidler og stikordsregister.
Denne titel supplerer / kan erstatte Bygbjergs bog fra 1999 i serien De små fagbøger - seneste oplag (06/51) og Kender du Føroyar - Færøerne (98/14) - sidstnævnte titel er for lidt ældre elever.
Veltilrettelagt og gennemarbejdet fagbog til børn fra 7-9 år, 1.- 3. klasse til faglig læsning - og udlån fra såvel børne- som skolebibliotek.