"Falderebet (...) består af fire erfarne - og lettere gråsprængte - herrer fra den københavnske undergrund, hvor de i forskellige konstellationer har gjort sig bemærket i bands som The Reptones, Snuff Cameramen og Stolenwatch. Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvorvidt gruppens medlemmer er havnet i den der famøse midtlivskrise, hvor nogle mænd sætter spørgsmålstegn ved hver eneste beslutning, de nogensinde har taget - been there, done that, bought the T-shirt - men det er uden tvivl sange fra midt i livet, der serveres her ... Lyden er stor og flot, med guitaren som bærende instrument hen over en sikker bund af bas og trommer, intet nyt i det, men stensikkert spillet med schwung og nerve. Der er højt til loftet på sådan en Simple Minds anno 1982-83-agtig måde, samme storladne kølighed præger albummet ...Teksterne er uden undtagelse gennemarbejdede og intelligente, afsunget fra usikker grund med tvivlen og melankolien som makkere".