"Når Dylan forgæves strækker sin sprukne stemme efter de høje toner og så i stedet sætter sangen på plads med sin dybe raspen, giver han sangene sin egen knirkende tone af resigneret melankoli. Når det altså lykkes ... Aligevel sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at hvis man ikke er gammel, inden man sætter 'Fallen Angels' på, så bliver man det undervejs. Ud over at det lyder som en gyngestol på verandaen og smager af Medova-te, er det på kanten af det sødladne. Hvilket især skyldes, at Bob Dylan i sin anden ombæring af Sinatra skifter fokus i sangvalget. Den melankoli, Dylan omsatte fra sin lange blues-erfaring til triste evergreens på sidste års vellykkede 'Shadows in the Night', bliver her trængt i baggrunden af mere forårsfjollede sange som 'Nevertheless', 'That Old Black Magic' og 'Polka Dots and Moonbeams'. Det kan de blå toner og den afmålte croon ikke holde til uden at blive ufrivilligt komisk".