Nok er Aakeson produktiv, men udbrændt er han ikke. Det beviser han tydeligt med denne herlige billedbog, hvor han endnu engang tager en genkendelig situation på kornet. I sin uimodståeligt sprudlende stil får han sat tingene på spidsen, så humoren kan køre for fuld udblæsning. Det handler om Sarah, der er kommet i den religiøse alder, og derfor lige vil sikre sig at også hendes forældre er troende, så de alle tre kan mødes i himlen og have det skønt. Mor er ikke afvisende, så hun skulle være sikret, men faren er fortabt. Han bander og svovler over en fodboldkamp og tror hverken på Gud eller Jesus. Sarah prøver at redde ham fra Helvede, men det er ikke nemt. Men hvis Gud kan hjælpe fars hold med at vinde, bliver han måske interesseret! Historien er vildt og skønt illustreret af Claus Riis, der kører på samme lettere gale og skøre frekvens som Aakeson. Hans rodede og højt gearede tegninger med grelle farver passer som hånd i handske til historien. De er fulde af humor og pudsige detaljer, og tilføjer historien ekstra liv og dimension. De vil blive værdsat, ligesom Aakesons letflydende pen med den rappe, kontante stil og ganske særlige tone, der er en nydelse at læse højt. Til sjov og alvor for børn i den "religiøse" alder fra ca. 4 år og voksne.