Historisk roman om systemkritikeren J.J. Dampe (1790-1867) og livet under enevælden. Bogen byder på en spændende læseoplevelse om den danske guldalder for historisk interesserede børn fra 11 år. Romanen kan også anvendes tværfagligt i fagene dansk og historie.
Tiggerpigen Martha kommer i huset hos kommandanten på Christiansø. Her møder hun Dr. Dampe, som er blevet fængslet for sin kritik af enevælden. Martha får ondt af Dampe, og snart er hun dybt involveret i et farligt flugtforsøg. Forfatteren er historiker og har bl.a. udgivet Emily og fiskerdrengen, 2004, som omhandler bombardementet af København i 1807. Denne gang foregår handlingen i slutningen af enevælden omkring 1840. Martha og Dr. Dampe er baseret på virkelige personer, og forfatteren tegner et levende billede af både menneskeskæbner og samfundsforhold. Den stærke Martha er romanens bærende element, og igennem hende får man et indblik i guldalderens dagligliv og det spirende ønske om demokrati. Sproget er enkelt og handlingsmættet. Der anvendes en del historiske ord, som forklares rimelig godt i teksten. Sidste kapitel er et lettilgængeligt faktaafsnit. Dramatisk og fængende forside.
Dr. Dampes 20 år lange fangenskab er bedst beskrevet i voksenlitteraturen, men er absolut også en fascinerende historie for børn.
Spændende og velskrevet historisk roman fra 11 år om en stærk pige og Danmarks første demokrat.