Danskere fra hele landet har skrevet over tusind fantastiske fortællinger til DR fra det virkelige liv. DR har lagt historierne på nettet og har dernæst givet ni forkellige forfattere en bundet opgave: De fik tildelt hver sin fortælling fra hver sin egn af landet, skulle researche på den og skrive en novelle i løbet af fire uger. Tv har fulgt processen, som man har kunnet se i udsendelser på DR2. Det er fine fortællinger: Lone Hørslev fortæller om at fare vild og finde sin indre Marie Grubbe, Erling Jepsen beretter om en Sønderborgfamilie og dens liv med en Fiat Ritmo, Anne Marie Løn har skrevet en flot fortælling om sorg og skyld og skæbne, mens Svend Åge Madsen laver en æske med fortællinger-i-fortællingen fra studenterbyen Århus. Novellerne er trykt sammen med de fortællinger, der er deres udgangspunkt. Det fastholder deres karakter af eksperiment med fortælleformer og skriveprocesser, med at blande amatører og professionelle, med forskellige måder at fortælle og formidle på. Det er den kontekst, der gør bogen interessant, ikke novellerne i sig selv. De er bestemt gode, men virker ikke i sig selv uomgængelige som noget, der MÅ fortælles, måske på grund af den bundne form. De vil virke fint i sammenhænge, hvor man arbejder med fortælleformer, fx i undervisning på folkeskolens ældste klassetrin og opefter, samt på skrive- og fortællekurser.