Værket henvender sig til et publikum med interesse for moderne dansk dramatik.
Dramatikeren Thomas Markmann præsenterer her et kammerspil med fire medvirkende, soldaten Christian, hans mor, hans mormor og hans kæreste. Christian står lige foran udsendelse til et af brændpunkterne, da han erfarer, at hans mormor - måske - er alvorligt syg. Han tager til plejehjemmet for at se hende for måske sidste gang. Hans besøg udløser imidlertid en afdækningsproces af familiehemmeligheder, og vægten i stykket vendes fra at have problematikken vedrørende udsendelse af soldater til andre nationer som emne til at beskæftige sig med mormoderens fortid som tyskerpige under besættelsen som pointe. Afdækningen viser, at hun havde flere tyske bekendtskaber, og at et af dem var far til Christians mor. Som hans kæreste mod slutningen formulerer det: "Ja, din mor er sgu en vaskeægte horeunge. Men så ved man da i det mindste hvad man er". Det tilsyneladende enkle og regelrette kan bero på illusioner, viser det sig altså i dette lille velfungerende skæbnedrama, hvor Markmann med god effektivitet af og til lader personerne træde ud af rollen og illusionen og i stedet forholde sig ræsonnerende til begivenhederne.
Markmann kendes fra flere andre stykker, bl.a. Den arabiske solsort, 2008, og Død mands kvinde, i Fem danske enaktere, 2009, og hans nye drama er fuldt anvendelige som disse.
Dramaet viser, at Thomas Markmann er et navn man kan regne med i nutidens danske dramatik.