Veludført og oplysende tegneserie. En personlig beretning om at være vidne til sin fars terminale kræftforløb. For voksne læsere af følelsesfulde tegneserier.
Forfatterens ældre far får konstateret kræft, og hans mor er plaget af aldersrelateret sygdom. Tegneserien beskriver hele kræftforløbet fra diagnosen stilles til det hele slutter. Den beskriver hvordan sygdommen påvirker forfatteren, hans søskende og hans mor. Desuden med en række sundhedsfaglige forklaringer. Det er fortalt helt uden dialog, med små blokke af tekst, der følges af beskrivende tegninger, hvor alle personer er tegnet uden ansigtstræk.
En konkret og detaljeret beskrivelse af et kræftforløb. Grafisk fungerer opslagende glimrende, med tekstfelter og tegninger i afvekslende opsætning. Historien er vedkommende og velfortalt, og veksler fint mellem det følelsesmæssige og det rent hverdagspraktiske. Tegningerne er på ingen måde prangende, men de formår stadig at understøtte den skarpe historie.
Om et emne, der ikke tidligere er set i tegneseriesammenhæng på dansk. En frivillig død behandler også tanker og følelser om en fars død, om end der her er tale om selvmord.