Fatburner introducerer dig for madvarer, der ifølge bogen smelter fedtet af kroppen. Bogen indeholder råvareinformationer og opskrifter, og er endnu en udgivelse fra den populære serie: "Muusmann sundhed".
Kreutzer og Larsens nyeste sundhedsbog handler om at spise mad, der så at sige smelter fedtet fra kroppen. Den indeholder kapitler med minuskalorier, faktorer der påvirker vægttabet, råvarer, morgenmåltider, frokostretter, mellemmåltider og snacks og hovedretter. Bogens korte og faktuelle stil ligner de andre bøger i Muusmanns' sundhedsserie. Råvareafsnittet fortæller om udvalgte råvarer - hvor det slanker, hvor meget man skal spise samt gode alternativer. Opskriftsdelen (der fylder ca. 2/3 af bogen) indeholder ingrediensliste, tilberedning, tips og næringsindhold pr. person til hver opskrift. Bogen illustreres med farvefotos af råvarerne og de færdige retter. Der er en fyldig indholdsfortegnelse, men intet indeks til bogen. Forfatterne er henholdsvis madskribent og foredragsholder (Larsen) og specialist indenfor præstationsfremmende ernæring (Kreutzer).
Kortfattet og letlæst slanke- og kogebog.
Kan sammenlignes lidt med Fat-burner, der dog er fra 2002.