Ellen og veninderne på fodboldholdet FC Askerød skal til landsmesterskabet, men det bliver et landsmesterskab, hvor holdet møder en del modgang. 2. bog i fodboldserien "FC Askerød" til piger fra 9-12 år, der kan lide hverdagsserier om sport, venskab og drenge.
Pigerne i FC Askerød har kvalificeret sig til landsmesterskabet. De glæder sig for vildt og træner hårdt for at blive klar. Men allerede inden landsmesterskabet starter, får holdet problemer. Deres nye træner, Rita, er meget skarp, og hun kommer slet ikke godt ud af det med spillerne på holdet, og til landmesterskabet bliver det værre, da et af de andre hold ser sig sure på FC Askerød. Og som om det ikke er nok, er Mikkel fra FC Askerøds U14-hold begyndt at sende Ellen søde sms'er. Men er Ellen egentlig vild med ham? Forfatteren er selv fodboldspiller og har også skrevet fagbogen Pernille Harder.
Det er en rigtig god bog til piger, der selv dyrker fodbold og som samtidig gerne vil læse om venskab, hverdag og kærester. Bogen er let at læse med korte kapitler, en stor skrifttype og sort-hvide illustrationer. Det er en fordel at læse serien i rækkefølge, men det er ikke et must.
"FC Englene" er en anden god fodboldserie for piger, der også handler om venskab og andre hverdagsproblematikker. Bøgerne om Mathilde, som fx Mathilde skiller sig ud er anden god serie, der er lidt lettere at læse.