De fem prinser, hvis historie vi hører, er håndens fem fingre: tommeltot, slikkepot, langemand, guldbrand og lille Peter Spillemand, uden at der dog er noget lighedstegn med den gamlefortælling. L.H. fabulerer frit, tid og rum eksisterer ikke i gængs forstand. Det hele forløb bestemmes af fantasien og associationens veje, og her er det ikke kun sprogets egen logik, derbestemmer farten. Fingrene tager på langfart til fjerne lande, Ridder blåskæg og Wilhelm Tell optræder, men L.H. langer også ud efter vores samfund, der skaber lede kapitalister, ensretning ogunødigt bureaukrati. Nogen gange løber tankerækken for hurtigt til at sammenhængen kan begribes. Især for børn vil det være vanskeligt. Der er for mange hentydninger, der er ukendte for dem og forlidt af L.H.s nonsens-prægede legen med sprogets egen logik. Kun historierf om Guldbrand hænger nogenlunde sammen og er lidt morsom. Johs. Møllehave har gendigtet, men jeg har ikke haft lejlighedtil at sammenholde med originalen. - IbSpang Olsen har »taget teksten på ordet« i sine fine sort/grå/ hvide blyantsagtige tegninger, der indrammer, uddyber og digter videre på teksten. Men selv ombillederne gør det godt, kan de alligevel ikke »lappe« teksten tilstrækkeligt sammen. Den er for svær at forstå for de 5-7 årige, den lægger op til som målgruppe. Jeg tvivler på den store interessehos større børn.