Bogen er en revideret og stærkt udvidet udgave af Økologi i søer og vandløb, 1. udg. 3. opl. 2000. Illustrationerne er nye eller omtegnede og der er en mere udførlig beskrivelse af fisk og smådyrs biologi. I den nye bog er også medtaget søernes fugle og deres rolle i omsætningen. Der er tale om en omfattende og grundig lærebog på et højt fagligt niveau. Den er forsøgt gjort mere pædagogisk i sin fremstilling bl.a. ved hjælp af illustrationer. Den er dog stadig krævende at læse med rigtigt mange svære fagord og fremmedord, hvoraf nogle af de førstnævnte er forklaret i en ordliste. Teksten understøttes af et meget stort antal sort/hvide tegninger, tabeller og grafiske fremstillinger. Forfatterne er begge forskere ved Københavns Universitet og henvender sig først og fremmest til studerende ved landets universiteter, biologer, naturforvaltere og lign. Den vil også kunne bruges af gymnasieelever og særligt interesserede læsere. Indholdet dækker alle sider af de danske søer og vandløb som fx levevilkår, omsætning, tilstand, forurening og miljøtilsyn. Der sluttes med ordliste, stor litteraturliste med mange titler på engelsk og stikordsregister. Der er ikke kommet noget sammenligneligt i de senere år.