Games / computergames

FIFA football (Playstation 2). 08

Del af EA sports

Reviews (7)


The libraries' assessment

d. 27. Aug. 2002

By

By

Kristian Agerholm Jensen

d. 27. Aug. 2002

Playstation 2. EA Sports har generelt været noget modvillige til at lade bibliotekerne udlåne deres fodboldspil. Vi fik ingen licens til FIFA 2001 til PS2, men vi kan nu glæde os over denne flotte udgave, der udkom november 2001. Samtidig må vi jo krydse fingre for, at vore lånere får tilbudt næste udgave endnu hurtigere. Det forventes at blive udgivet november 2002. FIFA football 2002 kan fremvise en meget imponerende mængde hold. I alt rummer det 16 ligaer og 450 hold, hvoraf de 125 er landshold. Vores egen superliga er også med, bemærk forsiden med portrættet af FCK's Zuma. Ligesom i Sonys This is football 2002 er der Fifpro-licens og det betyder, at en stor del af spillerne og holdene har de korrekte navne. I forhold til tidligere udgivelser er der satset endnu mere på at gøre spillet realistisk og troværdigt. Ændringer mærkes i styringen, hvor man bl.a. nu kan sætte en medspiller til at løbe og så efterfølgende sende en smart aflevering til ham. Man kan også skrue bolden, så den går i en bue udenom modspillerne. Styringen er generelt blev modificeret og det kræver lidt tilvænning for gamle fans. Samtidig er det blevet sværere at score mål, målmanden lader sig ikke snøre så let og de andre spillere yder mere intelligent modstand og kan endda lave nogle overrumplende gennemløb. Halvdårlige afleveringer bliver hurtigt opfanget, især hvis man spiller over amatørniveau. Grafikken er naturligvis helt i top. Op til 8 spillere kan deltage på én gang. Kort og godt er FIFA football 2002 blandt de 3 bedste fodboldudgivelser på markedet. Der skal dog kæmpes mere for at komme på måltavlen end vi er vant til. Bør nydes af børn og voksne fra 8 år og opefter. Sprog: engelsk. (dansk manual).


The libraries' assessment

d. 22. July 2004

By

By

Thomas W. Jensen

d. 22. July 2004

Playstation 2. EA sports' FIFA football-serie er måske den mest berømte af alle fodboldspils-serier. Gennem en årrække har udviklerne hvert år evnet at forny og forbedre spillenes gameplay. Denne 2004-version har væsentlige forbedringer på flere punkter. Vigtigste ændring er, at man med et "off-the-ball" kontrolsystem kan styre flere spillere på samme tid. Man kan få spillere til at rykke sig fri fra markeringerne, så manden med bolden kan aflevere til ham. Derudover er der kommet en ny flerårig karierremode, hvor man som manager skal træne spillerne og opfylde klubbens sæsonmålsætninger for at få fornyet kontrakten. Det er også blevet muligt at spille kampe online, hvis man har en netværks adapter til sin Playstation. Serien har været klandret for at være for showpræget, men FIFA 2004 virker mere realistisk end tidligere. Det viser sig bl.a. ved at finurlige og umulige driblinger, som man før kunne få alle spillere til at udføre, er barberet væk. Dog virkede det lidt påfaldende, at modstanderens målmænd var meget dårligere end min egen i alle de kampe jeg spillede. I forhold til andre fodboldspil har denne serie et imponerende antal licenserede spillere, og i alt 18 ligaer, 350 hold og 10.000 spillere er repræsenteret - heriblandt de danske superligahold. Grafik og lyd er fremragende, og soundtracket imponerer med navne som Raveonettes og Radiohead. Kvalitet skorter det altså ikke på, men man kan stadigvæk diskutere om FIFA er bedre end den største konkurrent på spillemarkedet Pro Evolution Soccer. Personligt mener jeg, at sidstnævnte de sidste par år, har vist sig mere langtidsholdbar. Men forbedringerne som FIFA 2004 byder på betyder, at stillingen foreløbig er endt uafgjort. Et must for alle biblioteker - også hvis man har tidligere FIFA-spil. Sprog: engelsk. Alder: fra 10 år.


The libraries' assessment

d. 27. Jan. 2005

By

By

Kristian Agerholm Jensen

d. 27. Jan. 2005

Playstation 2. Electronic Arts FIFA fodboldspilserie forsætter med at cementere sin position i den absolutte top på markedet. Kikker man på, hvilket spil der har den mest omfangsrige licens er der ingen andre spil der matcher FIFA football 2005. Det rummer 18 internationale ligaer, heriblandt SAS ligaen, 28 landshold og 11.000 spillere med korrekte navne. FIFA football 2005 byder på et ret veludviklet spilsystem, hvor der fx er gode muligheder for at kontrollere samspillet med de andre på banen. Sidste år var nyheden, at man manuelt kunne sætte andre spillere i løb og derved snyde modstandernes forsvar. Den feature er blevet forbedret i år ved, at man nu også kan kontrollere modtagerens førstegangsberøring af bolden, som føres videre i den ønskede retning i det sekund spilleren får den. Udover at slippe for korte tæmningspauser, så får man mere kontrol over spillet så angrebene kan opbygges endnu hurtigere. En anden nyhed, der så vidt jeg ved ikke er set før i fodboldspilsammenhæng, er at sproget er dansk hele vejen igennem dvs. både i selve spillet og i manualen. Kommentatorerne dog undtaget. Det er naturligvis en fordel for yngre lånere som ved et fremmedsprog kan have problemer med at forstå detaljer, ikke mindst når man skal læse spillerstatistik eller forsøge sig ud i managergerningen. FIFA football 2005 har taget endnu et skridt i retningen af mere realistisk fodbold leveret i flot, stilsikker og dejligt underholdende indpakning. Denne toptrimmede udgave vil ikke skuffe tidligere fans af serien og giver Pro Evolution serien kamp til stregen, selv om sidstnævnte stadig er min personlige favorit. FIFA football 2005 kan nydes fa ca. 9-10 år. PEGI: 3+. For både børn, unge og voksne. Sprog: dansk.


The libraries' assessment

2007

By

By

Finn Christiansen

2007

Playstation 2. Fans af fodboldspil har i seneste år været forkælede. Især to firmaer har konkurreret om spillernes gunst, EA Sports med FIFA football-rækken og Konami med Pro evolution soccer-rækken, og det kommer der årligt fremragende fodboldspil ud af. EA Sports annoncerede i efteråret at FIFA 07 ville blive genopbygget og omprogrammeret, men det viste sig senere kun at gælde Xbox360-versionen, desværre. Nærværende spil ligner derfor meget sidste års version, dog med enkelte, glimrende ændringer. De mange muligheder for at vælge turneringer og hold fra hele verden, spilleformer og meget andet er opdateret som vi kender det fra år til år. Navnedatabasen er blevet ajourført og grafikken er blevet lidt bedre. Den væsentligste forskel ligger i selve gameplayet. Styringen er i grunden den samme men virker denne gang mere naturtro. Spillere, driblinger og skud reagerer mere nøjagtigt og realistisk på styringen. Desuden er de fysiske mekanismer bag boldens bevægelser ændret. Der er tilføjet fysiske parametre som top- og bagspin og skrue. Det lyder som en imponerende teknisk bedrift, og resultatet er mærkbart. Vigtigst er, at underholdningen er i top - alene, med kammerater og på nettet. Soundtracket bidrager også til den gode oplevelse. Supernavne som Muse og Keane lægger musik til, og danske Outlandish er også med. Selv kommentatorerne overrasker positivt. Denne gang syns jeg at de er tilpas varierede, tilpas seriøse/sjove og at de egentlig falder naturligt ind i spilleoplevelsen. Springet fra 2006-versionen til 2007-versionen er som nævnt ikke voldsomt stort, men jeg hælder dog mest til, at der er valuta for pengene. Også selvom man allerede har den forrige version på hylden. PEGI: 3+. Kan magtes fra 10 år. Sprog: tekst på dansk. Tale på engelsk.


The libraries' assessment

2008

By

By

Hans Nielsen

2008

Playstation 2. FIFA er kongen over alle fodboldspil, og heldigvis bliver fansene hvert år tilgodeset med en ny version af spillet. FIFA football 08 er et fuldt udviklet og helt opdateret fodboldspil hvor managerdelen er fuldt integreret i resten af spillet. Som spillere kan man vælge mellem henved 15.000 forskellige banespillere fra et af de mange hundrede hold i alverdens ligaer inklusiv naturligvis danske hold. Der kan spilles på alle de store kendte stadions og alle klubber optræder med korrekte farver, spillerdragter og bannere. Der spilles med en grad af autensitet, der ikke findes større i nogen anden spiltype. Hver ny version af FIFA står på skuldrene af tidligere års successpil, og det er derfor væsentligt at koncentrere sig om årets nyheder. Blandt nyhederne i FIFA 08 sammenlignet med FIFA 07 er et helt ny "Be a Pro"-mode. Her vælger spilleren - helt i modsætning til normal praksis i holdsportsspil - at styre én spiller gennem kampen og mestre hans position hele vejen. Ligesom i andre dele af spillet kan der også med denne funktion spilles i multiplayer, så hver spiller styrer sin spiller gennem en hel kamp. Med den funktion er der reelt tale om en markant fornyelse i genren, der alene klart begrunder køb af FIFA 08, også selvom man allerede har det fra 2007. En anden fornyelse er en bedre positionering af de spillere, der ikke aktuelt har bolden, her er der også en markant forbedring i forhold til tidligere. Kommentarer og navigation i spillet er engelsksproget, mens der er en udførlig trykt manual med på dansk. Fra 10 år og opad. PEGI-mærkning: 3+.


The libraries' assessment

d. 27. Aug. 2002

By

By

Finn Wraae Poulsen

d. 27. Aug. 2002

Cd-rom. Med denne udgave af FIFA-serien nærmer produktet sig stærkt sin 10 års fødselsdag og det er stadig et af de bedste bud på et godt fodboldspil til pc'en, selv om konkurrenterne unægtelig presser sig på. Vigtigste nyhed i dette års udgave er et nyt afleverings- og skudsystem, som giver større muligheder i pasningsspillet, og som også er med til at skabe større udfordringer for den rutinerede bruger. Nybegynderen kommer dog let i gang uden at bemærke dette. At Electronic Arts har den officielle gamelicens betyder, at man har lov til at bruge klubbernes og spillernes navne og det ER jo sjovt at have Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson med på holdet. Der kan vælges blandt ligaer og landshold fra 15 forskellige lande, så mulighederne er mangfoldige. Grafikken og især de flydende animationer er helt i top og er med til at give brugeren et meget realistisk indtryk af spillet. Lydsiden er flot og her lægger de to topkommentatorer fra England, John "Motty" Mottson og Andy " Housewives Choice" Gray en professionel speakerbund, som er med til at øge stemningen og realismen i spillet. Der er mulighed for at spille to spillere mod hinanden på pc'en, medens spil over Internet først vil være muligt i løbet af efteråret flere måneder efter spillets udgivelse og i øvrigt kræver dette, at man downloader og installerer en rettelse til programmet. En dårlig strategi, som alt for mange spilproducenter desværre anvender for tiden. Alt i alt er her dog tale om et rigtigt solidt fodboldspil, som varmt anbefales til anskaffelse på såvel små som store biblioteker. Målgruppen er børn fra 10 år og opefter samt voksne. Spillet har dansk manual, men sproget er engelsk. Kan anbefales til fodboldelskere fra 10 år, unge og voksne.


The libraries' assessment

d. 18. Jan. 2005

By

By

Jakob Lærkes

d. 18. Jan. 2005

Cd-rom. FIFA football 2005 er EA's årlige fodboldudgivelse, der i de sidste par år har ligget i skarp konkurrence med Konami's: Pro evolution soccer. De to fodbold-serier er absolut de to bedste på markedet, og hvor Pro evolution soccer har haft det bedste gameplay og det mest realistiske bud på et fodbold-spil, så har FIFA-serien brilleret med den bedste grafik, FIFA-licensen og en mere underholdende arkade stil. Og dette er også tilfældet i år. Produktionsværdien i FIFA football 2005 er som sædvanlig virkelig høj. Alt fra musik til grafik er lækkert lavet og præsenteret. Det er muligt at kende de enkelte spillere og se, hvor frustrerede de bliver over at brænde en målchance, og interfacet er blevet forfinet og afpudset i en grad, så der ingen fejl eller mangler er. Den store ændring i årets udgivelse er førsteberøring, der giver spilleren mulighed for at styre, hvordan han tæmmer en aflevering allerede mens bolden er i luften. Det bedste er dog, at bolden ikke længere er klistret til spillernes fødder, men nu som i virkeligheden har sit eget liv, styret af fysikkens love som alt det andet i spillet. Det at spille fodbold i FIFA football 2005 føles bedre end nogensinde før. Managementdelen derimod fungerer ikke optimalt. Det er for besværligt at finde de spillere, man skal bruge, og man har kontrol over for få ting. Man må håbe at rygterne om, at spillet fremover vil kunne kombineres med Football manager er rigtige. FIFA football 2005 er stadig det næstbedste fodboldspil på markedet. Men det er forbedret væsentligt i forhold til sidste år, og afstanden op til Pro evolution soccer er mindre end nogensinde før. Spillet anbefales varmt til alle børn, unge og voksne, der er vilde med fodbold. Installationskode kræves. Alder: fra 8 år. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.