Erotisk-romantisk superbestseller. Målgruppe: romantisk anlagte kvinder 16-60, bl.a. de, der er vokset fra Twilight-serien, og de der græd over film som Pretty woman og 9 1/2 uge.
1. del af trilogi i vækstgenren mommy porn (husmor-erotika), skrevet af en ukendt/anonym engelsk kvinde. Bogen foregår i USA. Den brillerer ikke på det sproglige, der stønnes, glimtes, bides læbe osv. i et væk, men det er god underholdning som sluges begærligt. Anastasia (Ana) er knapt 22, intelligent, belæst, jomfru. Hun falder pladask for en stenrig ung forretningsmand. Problemet er, at den intense, dominerende sexgud Christian Grey dyrker s/m og opfører sig generelt sært, men den søde Ana får nok skovlen under knudemanden efterhånden. De mange hede scener er ikke anstødelige, og der er lune i personbeskrivelser og dialog, ligesom mail korrespondancer giver et frisk pust til klicheerne.
Som hvis Bridget Jones overtog O's historie og var føljeton i Mit livs novelle. Maria Marcus' Jeg elsker det og Elizabeth McNeill's Ni og en halv uge har en del år på bagen og er mere dystre i tonen.
Den romantisk-erotiske vil givet også tage danske kvinder med storm. Hovedpersonen Anastasia bliver i hvert fald blæst omkuld af sexguden Christian Grey, men hans trang til pisk og lænker skræmmer hende. Hun prøver at løsne op for sin lækre, sære knudemand, men det lykkes kun i småbidder, så vi holder vejret til bind 2. Ikke specielt velskrevet, men særdeles medrivende sexy underholdning.