Som i Drabsafdelingen og Den anden kind er det igen Københavns Politis afdeling A (Drabsafdelingen), der er på opgave. En psykisk syg kvinde findes myrdet tæt på det boligkompleks, hun boede i. Hun har haft samleje umiddelbart inden, og afdelingen med Møller i spidsen jager en seksualmorder. Undersøgelser i miljøet afslører nogle sølle eksistenser og den dræbtes sølle liv, hvor druk, stoffer og psykiske lidelser og kombinationer af disse giver flere mulige drabsmænd. Christensen er i gang med en gedigen dansk politiserie med et godt galleri af - nok brave, men dog troværdige - kriminalfolk i samarbejde og udvikling i afdelingen. Hans styrke er den grundige gennemgang af efterforskningen, der her solidarisk afdækker et miljø af mere eller mindre særprægede eksistenser i samfundets randområde. Sproget er glimrende og plottet er overraskende, så det er et velkomment tilbud til de mange lånere til danske traditionelle krimier.