Endnu en fin bog i serien Mikro Dingo. Begynderlæseren har i to foregående bøger mødt Sine og hendes hund Bella, og disse to er da også hovedpersoner i denne bog. Lix-tallet er helt nede på 4, og alligevel formår forfatteren at få fortalt en helstøbt lille historie i indhold beregnet for de første klasser i skolen. Bogen er velegnet til fritidslæsning (fra ca. 7 år), og den vil også være god at læse som fælleslæsning i en første klasse. Sine vil besøge farfar på plejehjemmet. Han er dog ikke hjemme, og så sætter Sine sig for - med Bellas hjælp - at finde ham. Hanne, der passer farfar, fortæller, at han er gået ned i byen. De leder på apotek, i kiosk og i parken, hvor de finder ham med en bog under armen. De sætter sig da på bænken i forårssolen, hvor farfar læser bogen for Sine. Dejlig skildring af et varmt forhold og en tryg situation, som mange børn forhåbentlig kan nikke genkendende til. Illustratoren er den samme som i de foregående bøger, og han rammer plet med de mange farvestrålende illustrationer med indlagte små detaljer, som uden tvivl vil tiltale målgruppen.