Som titlen angiver, er dette Grotrians fjerde digtsamling siden debut'en i 1987. Linien fra de forrige med anvendelsen af hélt korte tekster er fulgt op. Fire er struktureret i seks afsnitbestående af fireliniede, urimede tekster, af et komprimeret, overvejende surrealistisk tilsnit. Kendetegnende for udtrykket er teksternes skulpturelle konstruktion og billedrige indhold.Grundtemaet er variationer over, hvad man kunne kalde tilværelsens konstruktioner; såvel de menneskeskabte, broer og kunstværker, som de universelle, ofte kombineret, som her i Den globale paryk:»Smidige sække udspyr byer/festbelysning i høstakken ulmer, når lygterne tændes på 100 sprog/guirlander broderet med højspændingsmasternes nåle/indlandsis som skæl«. Her, som flere andre steder, erder skabt en særlig dynamik mellem titel og tekst, hvor den ene del virker som pointe eller perspektiv for den anden. Kun få steder geråder Grotrian på kanten af det fortænkte. Og da denne samlingbåde har mere humor ogforsonlighed i det skarpe tilværelsessyn, fremstår forfatteren som en stadigt mere helstøbt og sikker lyriker, uden at der gives køb på eksperimentet og friskheden.