Filmen appellerer til de mange, der er interesserede i besættelsestidens historie også læserne af den relaterede litteratur. Filmen er på et niveau, så også alment interesserede i spændingsfilm vil finde filmen spændende.
Ole Christian Madsen har instrueret denne teknisk flotte besættelses- og spændingsfilm med internationalt snit baseret på historiske personer fra 2. verdenskrig. Handlingen er koncentreret om de to modstandsfolk fra Holger Danske-gruppen, Flammen og Citronen, der spilles fortrinligt af Thure Lindhart og Mads Mikkelsen. De er specialister i at likvidere danske stikkere i tysk tjeneste. De får ordrer "ovenfra" fra politiadvokaten Winther (Peter Mygind), som de følger ufortøvet, indtil de bliver i tvivl om hans troværdighed, da han også sætter dem til at likvidere tyskere. Forviklingerne intensiveres af den smukke dobbeltagent, femme fatalen Ketty (Stine Stengade), som Citronen indleder et forhold til. Ketty bliver omdrejningspunktet for den centrale intrige, idet hun har forbindelse til både Winther og fjenden, den tyske Gestapochef Hoffmann.
I samme boldgade har OCM også lavet den roste tv-dramaserie Edderkoppen.
Filmen og stoffet er basalt spændende, og filmen er af teknisk høj kvalitet. Trods det indlysende dramatiske stof er filmen uden effektjageri trods de mange mord/likvideringer. Der er også tålmodighed til at afvikle den grundlæggende intrige omkring dobbeltagentmotivet og de to hovedpersoners private dilemmaer, der giver historien ekstra dimension.