Kriminalkommissær Carl McCadden fra irske Waterford mødte vi første gang i Skarpe hjørner. I det nye bind får han en ualmindelig kringlet sag med masser af vildspor. Et nøgent kvindelig, hvis hoved er slået til ukendelighed, findes på et lurvet pensionatværelse. Der er ingen vidner, men de få øvrige gæster har i større eller mindre grad opført sig besynderligt på mordnatten. På et tidspunkt har flere set en blondine i pels gå ind på pensionatet, men pelsen kan ikke findes. Da politiet vil tale nærmere med en bankmand, er han forsvundet, men i hans seng ligger en anden dræbt kvinde, der har fået samme omgang som den første. Opklaringen tager tid og indbefatter amatørskuespillere, en måske lesbisk stand-upper, den lokale borgmester og hans dominerende hustru, voldelige landmænd og noget, der skete på universitetet 20 år tilbage. Det er meget, men historien hænger sammen og Lusby passer fint ind i traditionen med de nyere britiske og skotske kolleger og McCadden, fraskilt og frustreret, er nok arketypisk for også skandinaviske detektiver, men har alligevel sin egen irske tilgang til tilværelsen.