Første og vellykkede del af krimiserie om Flavia, en 11-årig skarpsindig mysterie-løser. Den vil kunne nydes af en bred målgruppe af krimilæsere med sans for skæv og underfundig fortælling, men også store børn og unge kan læse med.
Alan Bradley er canadier og har fået et internationalt gennembrud som krimiforfatter med denne krimi fra England i 1950. Den fortæller om Flavia, som bor på herresædet Buckshaw med sin distante far og to irriterende storesøstre. Flavia er selv lidt af en møgunge, men hun er samtidig et ensomt, eftertænksomt barn med kemi som sin store lidenskab. Og det er blandt andet hendes viden om kemi, der løser et mordmysterium, hvor hendes far bliver mistænkt og arresteret. Det sender os ud i en forrygende sporleg med sjældne frimærker, døde fugle og et persongalleri, som kunne være direkte efterkommere af en Dickens-roman. Romanen er velskrevet, underholdende, humoristisk og tankevækkende med et godt plot. Heldigvis har Bradley allerede skrevet et bind mere, og han har lovet os i alt seks bøger i serien.
Vi er i krydsfeltet mellem Kings Mary Russell-krimier og Colfers Artemis Fowl. Krimi for voksne, men mange store børn og unge vil også finde den sjov og spændende. Mon ikke tiden er moden til, at krimier kan være cross over-genre, ikke kun fantasy og vampyrromaner?.
Første bind af krimiserie som lover godt: Den er velskrevet, humoristisk, godt tempo, finurlige personer og spændende handling. Fortrinsvis for voksne, men eventuelt også til store børn og unge.