Fortsættelse til den bemærkelsesværdige fortælling om søstrene Alfa, Beo, Ditte og lille Edel og deres fattige, men farverige tilværelse i Danmark i 40'erne. Det er en bog fuld af tragedier. Familien er tæt på sultegrænsen, pigerne grimme og moren netop død. Men det er også en bog fuld af paradokser, livskraft, ukuelighed og humor, lidt ligesom i Gummi Tarzan. Midt i al elendigheden trives optimismen og et ubrydeligt sammenhold, som får alt andet til at blegne. Pigernes meget forskellige personligheder træder tydeligt frem, især Alfas med morens fatalisme mod Beo, der har arvet kraften og optimismen fra farmoren. Forf. holder fast i sporet, magien, letheden og den sproglige kraft. Pigerne får både en ny ven i den kuede Anton og en ny kusine med en magisk dolk. De får også et bedre forhold til moren, nu hvor hun er en engel. De får i det hele taget det bedste ud af alting, bl.a. julen, ved opfindsomhed og et lyst syn på tingene. Karakteristisk har de også overskud til at hjælpe andre. En både rørende, humoristisk og særdeles livskraftig fortælling om en outsiderfamilie, man må beundre fremfor at ynke. Den første bog har fundet sit publikum, og med en forventet filmatisering kan bøgerne nu nå ud til endnu flere læsere. Det fortjener de. Opl. fra ca. 7 år, selvlæsning fra 10 år.