Trenden med kendte stærke mænd og kvinder, der via ekstremoplevelser giver recepten på et liv i balance, fortsætter med DR's Danmark-ekspeditionens leder Ulrik Vedel, der i 20 år har levet i arktiske områder bl.a. som politiagent i Alaska. Altid i pagt med naturen, men ofte under ekstreme klimatiske forhold, hvor de yderste grænser konstant testes med døden i øjnene. Første del med trodsig barndom, oplevelserne med Sirius-patruljen og en elendig ledet arktisk ekspedition lægger godt fra land. Herefter bevæger bogen sig mere over i filosoferen om naturen og holdninger til takling af tilværelsen, hvor Vedel selv befinder sig som fisken i vandet. Hovedmomenter er fx de rigtige valg: flugt eller kamp i pressede situationer, erkendelsen af egen situation og evnen til at isolere sine problematikker som bobler og parkere dem til rette moment. Vedel brænder for at formidle sin holdning. Her er fine recepter fx om at bortmotionere stress og prioritering af nuet, men også mange gentagelser med ens betragtninger fra forskellig vinkel generelt uden ret meget til overs for andre holdninger. Balancen mellem ekstremoplevelser og filosofi er i halvdelen af bogen fin, men efter min mening tager det selvcentrerede for ofte over og skubber fremstillingen over mod det private, hvilket sammen med de stedvise gentagelser kan få nogle læsere til at stå af. For B.S. Christiansen-fans.