Den professionelle danske fodboldspiller og nuværende træner for Næstved, Erik Rasmussen, skriver ærligt i sin erindringsbog, at han har manglet målrettethed og drive for at komme helt til tops i fodboldverdenen. Han beskriver karrieren i Køge, Herfølge, Frem og Brøndby og de 8 år som topspiller i den amerikanske indendørsliga for Wichita Wings og Baltimore Blast. 2 gange har han spillet på det danske landshold. Med en skæv humor og meget åbenhjertigt omtaler han en række farverige episoder primært fra årene i Amerika så som: druktur i Mexico, besøg på bøssebar i Cleveland, anholdelse som formodet bombemand, ophold i Las Vegas' kasinoer, stripbarbesøg og samtaler med narkomaner. Der bliver også plads til kritik af træner Morten Olsens snærende disciplin og omtale af Richard Møller Nielsen samt af amerikanske trænere. Det er således en meget anderledes fodboldbog end de gængse, idet han selv bramfrit skriver: "Det er private historier, om hvorfor jeg aldrig nåede en skid, men alligevel var lykkelig undervejs".